torsdag den 14. februar 2008

Fakta

• Kunstnersammenslutningen Die Brücke blev skabt i 1905 af Dresden-kunstnerne Ernst Ludwig-Kirchner, Karl Schmidt-Rottluff, Erich Heckel og Fritz Bleyl. Senere sluttede Otto Mueller, Cuno Amoet, Emil Nolde, Max Pechstein og Franz Nölken sig til. 

  Die Brücke indvarslede en helt ny opfattelse af billedkunstens mål og midler.

 •  Ekspressionismen var en reaktion mod impressionismen og realismen. Kunstnerne ville give udtryk for subjektive virkelighedsoplevelser, for oplevelser og følelser og ikke en ydre virkelighed, som de havde sanset eller registreret, og de forenklede billederne for at udtrykke sig stærkere.

 • Ekspressionisterne er inspireret af primitiv kunst og gotikken. Billederne er kendetegnet ved stærke farver, kraftige konturer, kantede forme, abrupte bevægelser, storbyliv, landskaber, portrætter og religiøse motiver.


FARVERNES VOLDSOMME SAMMENSTØD

Udstilling. Brücke-Museum i Berlin fejrer 40 års jubilæum med en spektakulær særudstilling, som vises på Gottorp Slot i Slesvig - lige syd for den dansk-tyske grænse. Det er ellers kun sjældent, de skrøbelige kunstværker kommer uden for Berlin.

SLESVIG. Tysklands vigtigste bidrag til verdenskunsten er uden tvivl ekspressionismen.Bevægelsen var den dominerende kraft i tysk kunst fra 1905 til 1930. Forvrængning, overdrivelse i formidlingen af følelser og stærke farver var de midler, der blev taget i brug i et opgør med den dengang stærkt akademiske kunstverden.

En af de kendte grupper af tyske ekspressionister hentydede direkte til troen på  fremtidens kunst. Deres egen kunst skulle fungere som en bro, Die Brücke, som kunstneren Karl Schmidt-Rottluff valgte som navn til gruppen.

I 1967 blev der i Berlin grundlagt et museum, der udelukkende skulle koncentrere sig om Die Brücke-kunstnerne og deres værker. To af gruppens kunstnere, Erich Heckel (1883-1979) og Karl Schmidt-Rottluff (1884-1976) skænkede på deres gamle dage en samling af deres mest betydelige værker til museet, og det blev starten på det, der i dag er en enestående samling af tysk ekspressionisme.

Skrøbelige billeder

Sidste år fejrede Brücke-Museum i Berlin-bydelen Dahlem 40 års jubilæum med en spektakulær udstilling af »Die Brücke Highlights«. Denne udstilling er nu kommet til Gottorp Slot, hvor den vises til den 25. maj.

Det er i sig selv værd at fremhæve, at kunstnere som Fritz Bleyl (1880-1966),  Max Pechstein (1881-1955), Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938), Otto Mueller (1874-1930), Emil Nolde (1867-1956) og de andre nu kan ses på en samlet creme de la creme-udstilling på disse breddegrader.

Brücke-Museum er af gode grunde meget kræsen med overhovedet at sende billederne ud af Berlin. Billederne er ekstremt skrøbelige. Når Brücke-malerne svingede penslen, foregik det ikke ligesom de gamle portræt- og landskabsmalere, der meget nøje grunderede deres lærreder og lagde farver på med omhu. Det skete ofte her og nu med spontane bevægelser og uden tanke på fremtiden.

Oliemalerierne kan ikke tåle rystelser. Ganske lette bevægelser har allerede rystet nogle af farvelagene af, og med papirbillederne står det endnu værre til. I begyndelsen af deres løbebane fattedes mange af de tyske ekspressionister penge, og de var derfor nødt til at købe det meget billige papir. Pastellerne må i øvrigt kun transporteres liggende.

De fleste af gruppens medlemmer havde slet ingen uddannelse inden for maleriet, og derfor virker deres penselføring ofte også ubearbejdet i sin kraft.

Første Brücke-udstilling efter krigen

Men der er en god grund til, at Brücke-museets direktør, professor Magdalena Moeller, har givet kunsttransporterne til Slesvig grønt lys. Schleswig-Holsteinische Landesmuseen har en ekspertise i ekspressionistisk kunst, der kan føres helt tilbage til 1957. Dengang viste Gottorp Slot den første Die Brücke-udstilling efter Anden Verdenskrig.

Desuden spillede Nordtyskland og Slesvig-Holsten en afgørende rolle for flere af de fremtrædende kunstnere i gruppen. Emil Nolde blev født i Nordslesvig og slog sig ned i Seebüll i Nordfrisland. Erich Heckel opholdt sig i lange perioder i et lille stråtækt hus ved Flensborg Fjord, hvor flere af hans ypperste værker er opstået. Og Ernst-Ludwig Kirchner elskede somrene på Fehmern og besøgte Emil Nolde, da denne boede på Als.

Die Brücke-kunstnerne fandt sammen i Dresden, skiftede derpå boldgade til storbymiljøet i Berlin og valgte fra omkring 1911 mere landlige eksil-punkter fra Nidden (Nida) i Østpreussen til Østerskov (Osterholz) i Angel.

Symbolske sammenstød

Udstillingen i Slesvig er tilrettelagt af museets egen kunsthistoriker Uta Kuhl, der har valgt 76 billeder ud af et sandt overflødighedshorn. Særudstillingen i Berlin trak over 60.000 mennesker.

Gruppens kunstnere blev i deres kunst drevet af tilskyndelse til at gøre oprør. De ville - som de skrev i et manifest - »opnå frihed og aktionere mod det etablerede og de gamle kræfter«.

I virkeligheden kom de til at stå for en meget angstfuld side af ekspressionismen, om end utrolig intens. Ligesom de franske fauvister var de tyske ekspressionister påvirket af den primitive kunst, som de opsøgte på det etnografiske museum i Dresden.

Die Brücke-malerne adskilte sig dog fra fauvisterne ved at bruge farvernes voldsomme sammenstød symbolsk. De forvredne former blev et andet kendemærke.

Simplificerede former

Udstillingen på Gottorp Slot har et væsentligt fokus på kunstnernes grafiske produktion. Mange kunsthistorikere mener da også, at gruppens mest varige præstation var genoplivningen af de grafiske teknikker.

De dristige klip, de simplificerede former og de stærke kontraster mellem sort og hvid brugte kunstnerne med stor virkning. Emil Nolde nåede blandt mange andre lande at besøge Japan, og det østasiatiske farvetræsnit inspirerede også flere af gruppens kunstnere.

Det japanske træsnit fik stor betydning for kunstnernes udtryksmåde, især fordi de brugte det i et opgør med den meget traditionelle europæiske rumopfattelse. Også nordmanden Edward Munch var en vigtig impuls især i den måde han brugte træets årer til at forme billedets opbygning.

Malerierne byder især på de uforfalskede landskaber og den uberørte nordtyske natur og de umiddelbare og stærkt subjektive sindsstemninger. Det ligger i forlængelse af de tidligere udstillinger, Gottorp Slot har haft med ekspressionistiske kunst  - blandt andet den store Max Pechstein-udstilling i 2001 - og  peger frem mod den næste store - en udstiling med Erich Heckels billeder i 2010.

Brücke-Museum markerer i løbet af 2008 70-året for Erich Heckels død med tre særudstillinger med separate temaer.

Bogen »Brücke Highlights« blev udgivet i forbindelse med udstillingen i Berlin, men er desværre udsolgt. Til gengæld er der på Prestel Verlag i München udgivet en lille håndbog om kunstnergruppen og dens medlemmer.


Schleswig-Holsteinische Landesmuseen: Brücke Highlights - udstilling på Gottorp Slot til den 25. maj. Åben tirsdag-fredag klokken 10-16 og 10-17 i weekender. Fra den 16. marts åbent til klokken 18 på hverdage og fra 25. april til klokken 19 på hverdage.